Vejen til PPR

Vejen til PPR

21. juni 2022

I nogle tilfælde er det ikke tilstrækkeligt med vejledning via fokusteam. Der kan også være behov for, at PPR rykker tættere på den pædagogiske praksis og der iværksættes specialpædagogiske indsatser omkring barnet eller børnegruppen. I disse tilfælde vil der være behov for, at der oprettes en sag i PPR.

Du kan på siderne Fokusteam i dagtilbud og Fokusteam i skole læse om retningslinjer og arbejdsgange forbundet med fokusteammøderne. På denne side kan du læse om processen efter et fokusteammøde.

For at en sag kan oprettes i PPR er det nødvendigt, at der afholdes et dialogmøde. Hvorvidt der skal afholdes et dialogmøde aftales på selve fokusteammødet.

Da børn i specialtilbud allerede er indstillet til PPR afholdes der ikke dialogmøder, men der afholdes fortsat både netværks- og arbejdsmøder.

Dialogmøder

Dialogmødet er det første møde mellem dagtilbud/skole, PPR og forældrene.  Formålet med et dialogmøde er at afklare og afdække problemstillingen samt hvorvidt, der eventuelt skal udarbejdes en indstilling og oprettes en sag i PPR.

På et dialogmøde deltager som udgangspunkt:

  • en repræsentant fra ledelsen fra barnets dagtilbud/skole
  • barnets primære pædagog/lærer
  • forældre
  • relevante fagpersoner fra PPR.

Hvilke fagpersoner der er relevante aftales forud for mødet i forbindelse med fokusteammødet.

Forberedelsen til et dialogmøde består af det arbejde, du som pædagog eller lærer allerede har lavet ved udfyldelse af forberedelsesskemaet til fokusteamet.

Det er dagtilbud/skole der er tovholder, og står for mødeindkaldelse, dagsorden og efterfølgende referat af dialogmøderne. Dagsorden for dialogmødet sendes ud til alle deltagere forud for mødet.

Forud for mødet aftales det, hvem der er mødeleder. Dette vil typisk være lederen i daginstitution/skole, men kan også være PPR-medarbejderen.

Mødelederens ansvar er at sørge for præsentation af deltagere samt rammesætte formål og fokus for mødet.

Et dialogmøde vil typisk berøre følgende:

  • Bekymring
  • Undtagelser
  • Ønsket forandring
  • Aftaler for videre proces

Et dialogmøde varer ca. en time, men der kan i nogle tilfælde være behov for at afsætte ekstra tid.

I forlængelse af mødet udarbejder daginstitution/skole et referat indeholdende fokusområder/aftaler for den kommende periode.

Såfremt der er enighed om en indstilling til PPR sendes referat samt underskrevet indstillingsskema til PPR@roskilde.dk og der oprettes en sag. Dette er dagtilbuddets/skolens ansvar.

Netværksmøder

Betegnelsen netværksmøder dækker over alle efterfølgende møder omkring børn og unge, der er indstillet til PPR. Formålet med et netværksmøde er, at indsatsen omkring et barn/ung evalueres, justeres og koordineres. Alle kan bede om et netværksmøde, men det er dagtilbuddet/skolen, der står for selve mødeindkaldelsen.

På et netværksmøde deltager som udgangspunkt:

  • en repræsentant fra ledelsen fra barnets dagtilbud/skole
  • barnets primære pædagog/lærer
  • forældre
  • øvrige relevante personer fra barnets netværk
  • relevante fagpersoner fra PPR.
  • sagsbehandler, sundhedsplejerske mv.

Der kan løbende aftales, hvorvidt der er behov for, at invitere nye fagpersoner ind i forløbet.

Forberedelsen til et netværksmøde vil afhænge af de aftaler, der er lavet på tidligere møder. Dette kan eksempelvis være observationer, praksisfortællinger mv.

Det er dagtilbud/skole der er tovholder, og står for mødeindkaldelse, dagsorden og efterfølgende referat af netværksmøderne. Dagsorden for mødet sendes ud til alle deltagere forud for mødet.

Forud for mødet bør det aftales, hvem der er mødeleder. Dette vil typisk være leder i daginstitution/skole, men kan også være PPR-medarbejderen.

Mødelederens ansvar er at sørge for præsentation af deltagere samt rammesætte formål og fokus for netværksmødet.

Et netværksmøde varer ca. en time, men der kan i nogle tilfælde være behov for at afsætte ekstra tid.

I forlængelse af mødet udarbejder daginstitution/skole et referat indeholdende fokusområder/aftaler for den kommende periode. Referatet sendes til alle deltagere på netværksmødet.

Arbejdsmøder

Betegnelsen arbejdsmøder dækker over møder omkring indstillede børn og unge mellem PPR og daginstitution/skole. Formålet med et arbejdsmøde er, at den professionelle indsats omkring et barn/ung evalueres, justeres og koordineres. Arbejdsmøder kan afholdes for at sætte særligt fokus på den pædagogiske praksis og sparre herom.

På et arbejdsmøde deltager som udgangspunkt:

  • barnets primære pædagog/lærer
  • en repræsentant fra ledelsen fra barnets dagtilbud/skole
  • relevante fagpersoner fra PPR

Forberedelsen til et arbejdsmøde vil afhænge af de aftaler, der er lavet på tidligere møder. Dette kan eksempelvis være observationer, praksisfortællinger mv.

Arbejdsmøderne vil oftest have forskellig karakter, og det aftales derfor fra gang til gang, hvornår næste møde skal finde sted og hvad formålet med mødet er.

Alle aktører er ansvarlige for at notere eventuelle aftaler i egne systemer.

Alle kan tage initiativ til et arbejdsmøde.

Revisitationsmøder på skoleområdet

Betegnelsen revisitationsmøde dækker over et årligt møde omkring indstillede børn og unge, hvor der fra PPR’s side tidligere er vurderet et behov for specialundervisning og/eller specialpædagogisk bistand jf. Folkeskolelovens §3 stk. 2. Dette både for elever, der er inkluderet i almenklasser og elever i specialtilbud. Formålet med et revisitationsmøde er at tage stilling til, hvorvidt barnet/den unge fortsat har et behov for specialundervisning og/eller specialpædagogisk bistand.

På et revisitationsmøde deltager som udgangspunkt:

  • En repræsentant fra ledelsen fra barnets/den unges nuværende skole
  • En repræsentant fra ledelsen fra barnets/den unges distriktsskole
  • Barnet/den unges primære pædagog og/eller lærer
  • Forældre
  • Relevante fagpersoner fra PPR

Der skal forud for et revisitationsmøde være udarbejdet en aktuel pædagogisk kompetencebeskrivelse/udviklingsbeskrivelse/elevplan eller lignende. Det er personalet i barnet/den unges nuværende tilbud, der har ansvaret for dette. Det er skolen, hvor barnet går, der står for mødeindkaldelse, dagsorden og efterfølgende referat af revisitationsmødet. Dagsorden og aktuel pædagogisk kompetencebeskrivelse sendes ud til alle deltagere forud for mødet.

Pædagogisk kompetencebeskrivelse

Det er barnet/den unges nuværende skoletilbud, der er tovholder og står for mødeindkaldelse, dagsorden og efterfølgende referat af revisitationsmødet. Dagsorden sendes ud til alle deltagere forud for mødet. Det vil repræsentant fra skolen, der er mødeleder. Mødelederens ansvar er at sørge for præsentation af deltagere samt rammesætte formål og fokus for revisitationsmødet. Der skal på mødet tages stilling til, hvorvidt barnet/den unge er velplaceret i sit nuværende skoletilbud eller hvorvidt barnet/den unge har behov for et mindre eller mere indgribende tilbud. Efterfølgende revisitationsmødet udarbejder relevant PPR-medarbejder en såkaldt revis-PPV mhp. stillingstagen til, om der fortsat er behov for specialundervisning og/eller specialpædagogisk bistand. En revis-PPV forholder sig i udgangspunktet ikke til det konkrete skoletilbud.

Åben anonym rådgivning i PPR

Åben anonym rådgivning henvender sig til forældre, som har en bekymring omkring deres barns dagtilbuds- eller skolemæssige situation. Åben anonym rådgivning har en forebyggende funktion og vedrører børn og unge, som ikke allerede har en sag i PPR. Den åbne anonyme rådgivning er med til at sikre forældrene en hurtig adgang til rådgivning hos PPR og kræver ikke, at sagen har været oppe på et fokusteammøde.