Fokusteam i dagtilbud

Fokusteam i dagtilbud

21. juni 2022

Til alle dagtilbud er der tilknyttet et fokusteam, som er et tværfagligt team bestående af den pædagogiske leder, medarbejdere fra PPR og Børn og Unge. Her kan du læse om rammerne for fokusteammøder.

Formålet med fokusteams er at:

  • hjælpe børn med behov for støtte så tidlig som muligt inden problemerne vokser sig store
  • styrke kendskab til og anvendelse af Roskildemodellen/børnelinealen og andre relevante redskaber til at styrke systematikken i den tidlige indsats
  • sikre tværfaglig sparring til dagtilbuddene, så mere kan løses lokalt
  • sikre en koordineret og samlet indsats for børn eller grupper, hvor dagtilbuddets tidligere indsatser ikke er lykkes, og der er behov for yderligere indsats
  • inddrage andre fagpersoner i en indsats til et barn eller en gruppe, herunder afklaring af, hvem der støtter barnet/gruppen hvornår
  • følge op på eksisterende sager for at sikre fremdrift og justering af indsatser, der ikke har den ønskede effekt
  • udvikle børnefællesskaber

Følgende funktioner sidder fast med i dagtilbuddets fokusteam:

Fra dagtilbud: Den pædagogiske leder

Fra PPR: En specialpædagogisk vejleder, en psykolog og en talehørekonsulent.

Dagtilbuddets forebyggende rådgiver deltager fast i dagtilbud med mange udsatte børn, og i de øvrige dagtilbud efter behov.

Derudover kan indkaldes andre aktører fx sundhedsplejen, fysioterapeut eller barnets primære pædagog.

Her finder du en oversigt over fokusteam i dagtilbud

Med afsæt i barnets seneste dialogprofil udarbejdet i Hjernen og hjertet udfyldes et forberedelsesskema, som du finder her på siden.

Er der tale om en gruppe af børn, vælger du forberedelsesskemaet til børnegrupper.

Som en del af forberedelsen skal du forholde dig til, hvor bekymret du er for barnets trivsel og udvikling. Til det kan du anvende Linealen. Derudover skal du beskrive, hvad du gerne vil have sparring og hjælp til samt kort beskrive hvad I allerede har afprøvet.

Forberedelsesskemaerne sendes til alle mødedeltagerne senest 3 dage før mødet. Målet er, at alle deltagere er forberedte til at drøfte problemstillingerne kvalificeret på mødet.

I forhold til mindre problemstillinger for et barn eller en gruppe af børn, kan dagtilbuddet tage problemstillingen op til anonym drøftelse på et fokusteammøde uden udarbejdelse af en dialogprofil.

Du skal altid inddrage forældrene, når du er bekymret for et barn. Inddragelse af forældrene sker af hensyn til barnets trivsel og for at underbygge tillidsforholdet og det fremtidige samarbejde med familien.

Forældrene skal forud for et fokusteammøde:

  • orienteres om din bekymring
  • inddrages i afklaringen af problemstillingen fx: Kan forældrene genkende problemstillingen? Ser forældrene undtagelser?
  • inddrages i forhold til potentielle løsninger

Det er lederen af dagtilbuddet, som er ansvarlig for at sikre, at forældrene inddrages, og at forældrene er orienteret om, at bekymringen for deres barn, vil blive drøftet på et fokusteammøde.

Det kræver som udgangspunkt ikke et samtykke fra forældrene at drøfte et konkret barn på et fokusteammøde, da drøftelserne er nødvendige for, at Roskilde Kommune kan opfylde sine forpligtelser på skole- og dagtilbudsområdet.

Ligeledes kan man på et fokusteammødet have en pædagogisk didaktisk dialog og vejlede generelt angående gruppeproblematikker uden at indhente samtykke.

Når sundhedsplejen deltager, gælder der særlige regler fra sundhedsloven. Det betyder, at deltagerne gerne må dele oplysninger på fokusteammødet, når sundhedsplejen deltager. Men skal sundhedsplejen videregive fortrolige oplysninger til de andre deltagere, så skal der indhentes et skriftligt samtykke inden mødet.

Alle specialtilbud på både dagtilbud- og skoleområdet har tilknyttet medarbejdere fra PPR, men det er ikke i alle tilbud, hvor der er et decideret fokusteam. Det vil se forskelligt ud fra institution til institution. Tjek derfor med din nærmeste leder hvilke konkrete samarbejdsaftaler der er ift. PPR.

Et fokusteam kan beslutte, at der skal afholdes et dialogmøde. Du kan læse mere om dialogmøder på siden Vejen til PPR

Nogen gange drøfter man på et fokusteammøde, om der er behov for at udarbejde en underretning til Børn og Unge. Du kan læse mere om hvordan man udarbejder en underretning på siden Underretning