Temapakker

Temapakker

Roskildemodellens temapakker er udviklet som et praksisnært materiale, der kan bruges på personalemøder i dagtilbud, skoler, SFO og klubber. Materialet er tænkt som en hjælp til at skabe fælles retning og gøre Roskildemodellen nærværende i den daglige praksis. Målet er, at medarbejdere i dagtilbud, skoler, SFO og klubber oplever større sikkerhed i, hvordan de kan reagere, når et barn eller en ung viser tegn på mistrivsel – og at børn, unge og familier mødes med en tidlig, relevant og sammenhængende indsats.

Materialet er bygget op, så det er let at anvende i eksisterende mødefora – fx stuemøder, teammøder, afdelingsmøder, personalemøder eller pædagogiske dage. Hver temapakke indeholder en drejebog, en PowerPoint-præsentation og cases med refleksionsspørgsmål.

Temapakkerne kan hjælpe medarbejdere og ledere med at:

  • skabe fælles viden om Roskildemodellen og dens anvendelse i hverdagen
  • styrke den tidlige opsporing af børn og unge i begyndende mistrivsel
  • drøfte konkrete dilemmaer fra praksis i et trygt fagligt rum
  • øve sig i at handle rettidigt og systematisk
  • styrke samarbejdet med forældre gennem tydelig og omsorgsfuld dialog
  • skabe fælles sprog om bekymring, trivsel, underretning og tværfagligt samarbejde
  • omsætte Roskildemodellens værktøjer, fx Linealen, til konkret handling i praksis

Temapakkerne er relevante for både nye og erfarne medarbejdere og kan med fordel anvendes løbende som en del af den lokale implementering og brug af Roskildemodellen.

Rette indsats til rette tid – når vi ser de første tegn

Denne temapakke har fokus på tidlig forebyggelse, tidlig opsporing og tidlig indsats. Deltagerne arbejder med, hvordan man som fagperson opdager de første tegn på mistrivsel, og hvordan man kan handle tidligt, relevant og i samarbejde med barnets eller den unges forældre. Varighed: ca. 2 timer. Temapakken kan bruges, når personalegruppen ønsker at styrke den fælles opmærksomhed på begyndende mistrivsel og skabe en mere systematisk tilgang til, hvad man gør, når bekymringen opstår.

Temapakken indeholder blandt andet:

  • kort introduktion til Roskildemodellen
  • kort introduktion til tidlig indsats og trivsel
  • relevante cases som benyttes til gruppearbejdet
  • fokus på forældreinddragelse, barnets perspektiv og den omsorgsfulde samtale

 

Temapakkens materiale:

Drejebog for temapakken

Præsentation af temapakken

Cases til brug for øvelser

Når vi bliver alvorligt bekymrede – og skal handle

Denne temapakke har fokus på alvorlig bekymring og underretning. Den understøtter medarbejdere og ledere i at få fælles viden om underretningspligten, procedurer og den professionelle håndtering af bekymringer for et barn eller en ung. Temapakken kan bruges, når personalegruppen har behov for at blive mere sikre på, hvordan man handler professionelt og rettidigt ved alvorlig bekymring – herunder hvordan man dokumenterer observationer, inddrager ledelse og håndterer dialogen med forældre. Varighed: ca. 1,5 time.

 

Temapakken indeholder blandt andet:

  • introduktion til Roskildemodellen og Linealen som refleksionsværktøj
  • kort introduktion til underretningspligt og arbejdsgange
  • refleksion over egen faglig usikkerhed og handlekraft
  • relevante cases fra dagtilbud, skole og klub til brug i gruppearbejde
  • materiale om mødet med forældre i forbindelse med underretning
  • forældrepjece om underretning

 

Temapakkens materiale:

Drejebog for temapakken

Præsentation af temapakken

Cases til brug for øvelser

Forældrepjece om underretning

Møde med forældre om underretning